Stilling:

DEKAN (Det Naturvidenskabelige Fakultet)

Ansøgningsfrist: 18. marts 2019

Syddansk Universitet

SDU har fem fakulteter og campusser i Odense, Kolding, Esbjerg, Slagelse, København og Sønderborg. Universitetet har ca. 27.000 studerende, en omsætning på ca. 3,4 mia. kr. og knapt 4.000 medarbejdere.


Det Naturvidenskabelige Fakultet har 230 forskere og undervisere, 130 ph.d.-studerende, 155 teknisk-administrative medarbejdere og ca. 2.000 studerende, heraf ca. 200 internationale studerende. Fakultetets undervisning og forskning er organiseret i fire institutter og 14 centre, og der udbydes ni bacheloruddannelser og ti kandidatuddannelser. Se fakultetets hjemmeside på www.sdu.dk.

SDU søger en visionær og resultatorienteret dekan til Det Naturvidenskabelige Fakultet. Den nye dekan kommer til at stå i spidsen for en dynamisk arbejdsplads med et betydeligt ledelsesmæssigt råderum – i en spændende udvikling. De faglige miljøer er stærke og medarbejderne engagerede og ambitiøse. Dekanen får en enestående mulighed for at fortsætte udviklingen og bidrage med nye perspektiver og tiltag.

SDU’s kerneopgaver er forskning, forskningsbaseret uddannelse, vidensformidling og samfundsengagement, der skaber værdi for og med det omgivende samfund. Pejlemærkerne er kvalitet, relevans, differentiering og bæredygtighed. Universitetet har et højt forskningsniveau. Der leveres et bredt udbud af uddannelser, som løbende evalueres i forhold til samfundets behov. Aktiviteterne er fordelt på campusser i seks byer med hovedparten centreret i Odense.

Forskningen på Det Naturvidenskabelige Fakultet er på internationalt højt niveau. Fakultetet har en række excellente centre, hvor medarbejderne bidrager til, at forskningen når nye internationale højder, der understøtter det omgivende samfund, internationalt, nationalt og regionalt.

Fakultetet udbyder forskningsbaserede uddannelser på højt niveau. Studietilgangen afspejler de nyeste metoder inden for aktiv læring, anvendelse af studietilpassede læringsformer og et helhedsorienteret studieliv. Der er fokus på at øge tilgangen af studerende til alle de naturvidenskabelige uddannelser. Der udbydes uddannelser med en bred faglighed, ligesom der arbejdes med at tilrettelægge talentforløb med tydelige karriere- og erhvervsperspektiver. Uddannelsernes indhold fastlægges desuden i dialog med erhvervsliv og øvrige aftagere.

Fakultetet er placeret på Campus Odense og har uddannelses- og forskningsfaciliteter i Kerteminde (Marinbiologisk Forskningscenter) samt en feltstation i Svanninge Bjerge.

Stillingen

Dekanen har i samarbejde med fakultetets øvrige ledelse, medarbejdere og studerende ansvaret for den strategiske udvikling af fakultetet, herunder at skabe sammenhæng mellem forskning, undervisning og videndeling.

Dekanen er ansvarlig for fakultetets økonomi og varetager personaleledelse af medarbejderne efter retningslinjer fastsat af rektor. Yderligere opgaver og kompetencer er beskrevet i vedtægterne for SDU, §§ 17-20 (se www.sdu.dk).

Dekanen er medlem af universitetets direktion, der består af rektor, prorektor, universitetsdirektør og dekanerne for de fem fakulteter.

Ansøgerprofil

Faglige kompetencer

Ansøgeren skal:

▪ være en anerkendt forsker inden for et eller flere af fakultetets forskningsområder og være kvalificeret til en universitetsstilling på mindst lektorniveau eller tilsvarende

▪ have forståelse for fakultetets faglige bredde

▪ have kendskab til naturvidenskabelige universitetsmiljøer, til uddannelses- og forskningsmæssige forhold og universitetspolitik, herunder til ekstern finansiering af universitetsaktiviteter, idet næsten halvdelen af fakultetets økonomiske ressourcer er eksternt finansierede

▪ have undervisningserfaring fra det naturvidenskabelige uddannelsesområde

▪ have indsigt i et universitets samspil med det omgivende samfund

▪ have erfaring med erhvervssamarbejde.

Ledelsesmæssige og personlige kompetencer

Ansøgeren skal:

▪ kunne dokumentere betydelig erfaring med ledelse i en kompleks videnorganisation

▪ kunne lede gennem andre ledere

▪ være visionær, udviklings- og helhedsorienteret

▪ være samarbejdsorienteret, inddragende og beslutningsdygtig

▪ være synlig, nærværende og have gennemslagskraft

▪ have stærke kommunikative kompetencer

▪ have internationalt udsyn. Tiltrædelse 1. juni 2019 eller snarest derefter.

Læs den fulde stillings- og personprofil på www.sdu.dk eller www.muusmann.com.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til SDU’s:

  • Rektor, Henrik Dam, på tlf. 65 50 10 30, eller hos
  • Adm. direktør Lars Muusmann, MUUSMANN A/S, på tlf. 40 76 72 27 .

Ansøgning, løn og ansættelsesforhold mv.

Ansøgere skal sende en motiveret ansøgning, der vedlægges et separat bilag på max. 5 sider med en vision for udvikling af Det Naturvidenskabelige Fakultet, et CV samt dokumentation for faglige kvalifikationer svarende til mindst lektorniveau. Hvis ansøgeren ikke er bedømt kvalificeret til en sådan stilling, skal der vedlægges fuldstændig publikationsliste. På publikationslisten skal det med * angives, hvilke publikationer, max. 10 stk., der vedlægges til bedømmelse.

Rektor har nedsat et rådgivende ansættelsesudvalg, som udvælger ansøgere og deltager i samtalerne. Udvalget afgiver en indstilling til rektor om, hvilke ansøgere, der er kvalificerede til den ledige stilling.

Konsulentfirmaet MUUSMANN A/S bistår i rekrutteringsforløbet.

Ansættelsesprocedure

▪ 1. samtale afholdes den 2. april 2019 i Odense.

▪ Testforløb den 3. april 2019 hos MUUSMANN A/S.

▪ 2. samtale afholdes den 10. april 2019 i Odense.

Ansættelse finder sted på åremålsvilkår og i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC.

Stillingen er klassificeret i henhold til cirkulære om protokollat om akademikere i staten for institutledere og dekaner. Der kan påregnes en løn svarende til stillingens ansvarsområde.

Universitetet opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Beslutning om ansættelse træffes af rektor.

Ansøgningsfrist er mandag den 18. marts 2019 kl. 12.00.

Ansøgningen stiles til rektor Henrik Dam og søges på www.muusmann.com/stillinger.